Apopleksi venstre hjernehalvdel

Kilde: Sundhedsstyrelsen, Medicinsk teknologivurdering vedrørende hjerneskaderehabilitering. Transitorisk iskæmisk attak (TIA) dækker over en kortvarig utilstrækkelig ilttilførsel, som fremkalder de samme kliniske tegn som et slagtilfælde, men hvor symptomerne remitterer fuldstændigt inden for et døgn. Subaraknoidalblødning betegner en blødning fra et aneurisme på hjernens yderside, der skaber et tryk mod hjernevævet.

Intrakranielle tumorer omfatter både maligne og benigne vækster i hjernen. Sekundære tumorer eller metastaser, der stammer fra kræftsygdomme andre steder i organismen, er ikke inkluderet her. Inflammationstilstande i selve hjernevævet eller i hjernehinderne. Udbredt cerebral beskadigelse som følge af iltmangel, toksiske påvirkninger eller andre skadevoldende faktorer.

Prognosen efter et slagtilfælde er tæt forbundet med sværhedsgraden i den initiale fase. Jo mere omfattende apopleksien er, desto større er risikoen for permanente funktionsnedsættelser og dødelighed. Selvom en patient er kritisk påvirket ved indlæggelsen, er det dog fortsat muligt at blive udskrevet til eget hjem. Det er ikke muligt med fuldstændig vished at prædiktere det fremtidige forløb for en person ramt af apopleksi.

Hastigheden af bedringsprocessen er igen stærkt afhængig af skadens omfang. Ved lettere tilfælde af apopleksi indtræffer bedringen hurtigt, mens alvorlige tilfælde forudsætter en mere omfattende restitutionsperiode. Patienter med komplekse skader har derfor brug for en væsentligt længere rehabiliteringsperiode end dem med mindre omfattende skader.

Patientens kronologiske alder har ikke en afgørende betydning for effekten af den rehabiliterende indsats. Yngre såvel som ældre opnår et tilsvarende udbytte. Derimod spiller selve miljøet omkring genoptræningen en væsentlig rolle. Man har endnu ikke fuldt kendskab til, hvorfor behandlingen på specialiserede apopleksiafsnit fungerer så effektivt, men en koordineret tværfaglig indsats antages at optimere det samlede behandlingsresultat.

Traumatiske hjerneskader defineres som læsioner i hjernen, der opstår på grund af ekstern vold mod hovedet, for eksempel i forbindelse med trafikulykker eller fald. Et karakteristisk træk ved kranielle traumer er, at de medfører diffuse skader af varierende intensitet. Alt efter traumets energi kan sværhedsgraden spænde fra milde hjernerystelser, der blot kræver få dages ro, til omfattende kvæstelser, som nødvendiggør langvarig hospitalsindlæggelse og resulterer i kroniske skader.

Omfanget af et kranietraume bestemmes af den kraft, hjernen udsættes for, samt bevægelsens retning. Hertil kommer shearing-læsioner, som kan opstå ved biluheld og lignende voldsomme hændelser. Sekundære hjerneskader kan forårsages af faktorer som forhøjet intrakranielt tryk eller ødemdannelse (væskeansamlinger) efter det oprindelige traume. Ved hovedtraumer er det vigtigt at være opmærksom på fænomenet contre-coup.

Skaden opstår primært på det sted, hvor selve anslaget (coup) finder sted, men da hjernemassen kastes frem og tilbage inde i kraniet, opstår der ligeledes skader på den modsatte side af anslaget (contre-coup). Det betyder, at hvis den højre hjernehalvdel beskadiges ved selve traumet, kan der forekomme følgeskader i den venstre hemisfære.

Udover apopleksi og kranielle traumer, som er de hyppigste årsager til hjerneskade, kan tilstanden også skyldes tumorer og svulster.