Christiansfeld brødremenighed

Brødresamfundet i Christiansfeld har sine historiske rødder i en bevægelse, der opstod i det 15. århundrede, hvor evangeliske troende i de bøhmiske og mähriske områder - inspireret af Johan Hus' ofring - samlede sig under betegnelsen Unitas Fratrum, hvor de voksne medlemmer omtalte hinanden som brødre og søstre, hvilket gav navn til fællesskabet, der i det 18. århundrede tællede næsten 200.

000 tilhængere, før forfølgelse tvang de resterende til at søge tilflugt, især i Sachsen, hvor de etablerede Herrnhut - et navn, der symboliserer "under Guds beskyttelse" og "vågende for Herren" - som blev grundstammen for en fornyet brødremenighed, da grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf, præget af pietistiske idealer, tog initiativ til at skabe et tilflugtssted for forfulgte protestanter, hvilket kulminerede med den officielle stiftelsesdag den 17.

juni 1727, hvor Zinzendorf blev den centrale skikkelse i ledelsen af denne åndelige strømning, der i de følgende årtier spredte sig internationalt gennem opførelsen af menighedsbyer med en karakteristisk struktur, hvor byplanen afspejlede samfundets indre opdeling i kor for ugifte søstre, ugifte brødre, enker og familier, hvilket resulterede i opførelsen af dedikerede boliger som søstre-, brødre- og enkehuse, mens kirkepladsen med dens centrale bygninger som salshuset og kirken dannede byens hjerte, og da den danske konge Christian 7.

i 1772 inviterede herrnhuterne til at bosætte sig i Danmark, købte deres leder, præst Johannes Prætorius, et areal nær Kolding, hvor kongen bevilgede omfattende privilegier, herunder religionsfrihed, skattefritagelser, toldfri import, selvstændig retspleje, fritagelse for værnepligt og militærtjeneste samt direkte økonomisk støtte, hvilket banede vejen for anlæggelsen af en by efter herrnhutisk forbillede med to parallelle hovedgader, Lindegade og Nørregade, forbundet af en firkantet kirkeplads omkranset af de mest betydningsfulde bygninger, og allerede i april 1773 blev grundstenene lagt til de første fire bygninger - kirken, søsterhuset, brødrehuset og enkehuset - suppleret med en kostskole, mens der samtidig blev etableret erhvervsvirksomheder, hvoraf nogle som honningkagebageriet, hotellet og kakkelovnsfabriken stadig drives af menigheden den dag i dag, og selvom byen med sine beskedne 1.

200 indbyggere i begyndelsen af det 19. århundrede oplevede en økonomisk opblomstring, blev denne afbrudt af den danske statsbankerot i 1813, forværret af den korte russiske besættelse under Englandskrigene, hvor kosakstyrker midlertidigt okkuperede Christiansfeld, og det var netop på Brødremenighedens Hotel ved krydset mellem Kongensgade og Lindegade, at en våbenhvile i juli 1814 markerede afslutningen på fjendtlighederne, men fredsaftalen medførte, at Sønderjylland nord for byen blev afstået til Preussen, hvilket fratog Christiansfeld sit nordlige opland og yderligere svækkede byens økonomi, og da menigheden i 1864 blev omdannet til en preussisk købstad med egen borgmester, gennemgik dens styring en reform i 1872, hvor ledelsen overgik til et menighedsråd, mens byens drengekostskole - senere kendt som Christiansfeld Skole - opnåede stor anseelse og tiltræk elever som den senere forfatter Johannes V.

Jensen, og i dag tæller menigheden omkring 600 medlemmer, hvoraf 150 bor i selve Christiansfeld, hvor engagementet i det kirkelige liv stadig er stærkt, idet samfundet fungerer som en evangelisk-luthersk frimenighed med rødder i herrnhutisk pietisme og tætte bånd til søstermenigheder i blandt andet Europa og USA, og byens unikke karakter blev i 1979 anerkendt med prædikatet "særdeles bevaringsværdig", da dens historiske centrum står intakt uden moderne indgreb, hvilket i 2015 førte til, at Realdanmarks fond bevilgede 30 millioner kroner til bevarelse af dette kulturelle arvestykke.