Danske traditioner og højtider

Ifølge gamle overleveringer eksisterede der en fornem og betagende kvinde ved navn Lucia, der stammede fra den sicilianske by Syrakus omkring år 300, og hendes historie er indhyllet i både fromhed og drama, for da hendes moder led af en alvorlig sygdom, aflagde Lucia et højtideligt løfte om at ofrene al sin formue til trængende, skulle moderen blot genvinde helbredet, og da dette mirakuløst skete, begyndte hun øjeblikkeligt at uddele sine rigdomme til velgørenhed, men denne handling vakte vrede hos hendes forlovede, som i raseri forrådte hende for kejseren med påstanden om, at hun var kristen - en tro, der på det tidspunkt var forbudt, og da myndighederne forsøgte at fjerne hende, stod hun urørlig som en kæmpemæssig klippe, uanset hvilke metoder de anvendte, indtil de til sidst gennemstak hende med et sværd i halsen, dog findes der to modstridende beretninger om hendes øjne: den ene fortæller, at hun selv rev dem ud for at teste, om hendes frier elskede hendes ydre eller hendes formue, mens den anden hævder, at det var soldater, der under torturen udstak dem, men uanset hvad blev hun ifølge legenden belønnet med endnu skønnere øjne, og i kunstværker fremstilles hun ofte med et fad, hvorpå to øjne hviler, hvilket har gjort hende til en æret katolsk helgen, særligt tilbedt af dem, der lider af øjensygdomme, og efter hendes død i Syrakus blev hendes legemlige rester først flyttet til Konstantinopel, men endte efter yderligere tyveri i San Geremia-kirken i Venedig, hvor de befinder sig den dag i dag, mens hendes dødsdag, der falder den 13.

december, markerer et vendepunkt i flere traditioner, især i Sverige, hvor natten til denne dag er omspundet af talrige myter, og i det katolske Sverige blev datoen anset for at være årets mørkeste, hvilket gav anledning til særlige skikke, da man på dette tidspunkt overholdt fire fasteperioder: den store påskefaste på 40 dage, den store julefaste på ligeledes 40 dage samt to kortere fastetider i juni og august, hver på en uge, og det siges, at den hvide Lucia - klædt i strålende dragt - blev sendt ind for at servere festmåltider for adelen på slottene, før fasten indledtes, idet man skulle spise sig mæt, og da hun ikke kunne bære både lys og mad, konstruerede man en lyskrone til hendes hoved, så hun kunne belyse de mørke korridorer, mens hun bevægede sig, og under fasten var kød forbudt, men fisk tilladt, en skik, der stadig afspejles i, at mange svenske familier nyder lutfisk juleaften, og den første skriftlige omtale af en luciaoptog i Sverige stammer fra 1764, hvor rollen blev udført af en dreng, hvilket også fremgår af det ældste bevarede billede fra 1790, og først i begyndelsen af 1800-tallet skiftede traditionen, så en pige overtog rollen, mens den moderne luciafejring tog sin begyndelse i Stockholm i 1927, og sangen, vi kender i dag, har sine rødder i en melodi, den svenske komponist Gunnar Wennerberg hørte under et ophold i Italien i midten af 1800-tallet, hvor han blev fortryllt af en smuk sang om en fiskerihavn nær Napoli, og efter hjemkomsten til Sverige tilpassede han teksten, så den første udgave af Luciasangen blev fremført i 1849, mens de første luciabrude i Danmark dukkede op i 1940'erne, og som så mange andre traditioner er luciafejringen et sammensurium af hedenske ritualer, katolsk og protestantisk arvegods, der har smeltet sammen til den skik, vi ser i dag, herunder den danske version af luciasangen.